Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Gili-øerne


Gili øerne er en mindre øgruppe ud for Lombok i Indonesien. Den lille øgruppe, bestående af Gili Trawanga, Gili Air og Gili Meno, tilbyder noget af Indonesiens mest fantastiske dykkermuligheder.

Variationen mellem de forskellige dykker-spots er enestående. Derfor ender et besøg på et par dage oftest at strække sig over et par uger i stedet.

Man kommer typisk til øen ved at sejle fra Bali (hvor man passende kan slå et smut forbi det fantastiske USS Liberty vrag) til Lombok. Herefter går der en ”offentlig” færge ca. 2 gange i døgnet, som koster under 50 kr.. Man har også muligheden for at tage en såkaldt ”speed boat”, som sejler lidt hurtigere (under 2 timer) og oftere, men altså også koster tilsvarende mere. Med den offentlige færge skal du forvente en rejsetid på 4-5 timer.

Øerne ligger i forlængelse af hinanden startende med Gili A, Gili M og slutteligt Gili T. Du vil som udgangspunkt bo på og sejle ud fra Gili T, som er hovedøen. Der er dykker samt overnatningsmuligheder på de andre to øer. Men grundet deres mindre størrelse er de ikke helt så gode.

Højdepunkter

Shark Point
Det umiddelbart golde dykkerspot går fra omkring 10 meter på det laveste til 40 meter på det dybeste. Der er få til ingen koraller, men som navnet på stedet indikerer dykker man ikke efter de små seværdigheder her. I stedet har man dog muligheden for at se både White Tip og Black Tip hajer. Typisk vil de være at finde på sandbunden. Strømmen her er ingen til minimal, men du vil stadig skulle tilbagelægge relativt store afstande i jagt på at se hajerne.

Turtle heaven
Selvom jeg ikke har kunnet finde dykkerstedet navngivet andre steder, så vidste begge de dykkercentre vi prøvede på øerne, hvor stedet var. Som navnet igen indikerer er dette et helt fantastisk spot, hvis man gerne vil se skildpadder. Faktisk så jeg selv så mange skildpadder der, at jeg blev helt træt af dem. Stedet er ligeledes uhyre skægt, fordi man dykker rundt om to relativt høje banker. Der er en kraftig strøm rundt om begge banker, hvilket betyder at man bare kan slappe helt af og nyde turen.

Dykkersæson

Dykkersæsonen (uden for regntiden) går fra omkring maj til oktober mens de bedste måneder at dykke fra Gili øerne er månederne januar-december og juli-august. Jeg har selv været der i slut april og kan fortælle, at der var formidable dykkerforhold der. Vandtemperaturen ligger mellem 26-30 grader.

Godt for: Manta Rays (december-marts), hvalhajer, White tip og Black tip hajer, nurse hajer, utal af skildpadder og meget mere.
Dybde: 5 - 40m
Sigtbarhed: 15 - 30m (Vi havde dog en guide der sagde 40m)
Strøm: Kun enkelte dykkerspots.
Havtemperatur: 26 - 30°C
Niveau: Begynder - meget øvede
Antal dykkersteder: Omkring 20
Adgang: Dykkerresorts
Anbefalet rejselængde: 1 - 2 uger (måske længere)

Denne lille guide er skrevet af
Benjamin Jørgensen



Synes godt om koralrev.dk på Facebook