Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Caribisk revhaj

Den caribiske revhaj lever i det vestlige Atlanterhav fra Florida ned til Brasilien, og er den mest udbredte haj i det Caribiske hav. Caribisk revhaj - Foto Sandra Leidersdorff

Hajen har en robust strømlinet krop, og kan ofte være svær at se forskel på i forhold til andre hajer i dens "familie" f.eks. silkehajen. Den kan kendes på sine mørk-farvede finner uden fremtrædende aftegninger, en kort spids på den anden rygfinne, og dens tandform og antal.

Den kan blive over 3 meter lang og veje op til 70 kg, hvilket gør den caribiske revhaj til et af de største rovdyr i økosystemet. Den har ingen fjender - bortset fra mennesker. Den lever af fisk og blæksprutter. Det er dokumenteret, at den kan finde på at ligge stille på bunden eller i huler, hvilket er meget unaturligt for en aktiv svømmende haj.

Føler den sig truet, er det nemt at se, da den som så mange andre hajer laver nogle hurtige skift i dens svømmeretning. Hunnen føder 4-6 unger hvert andet år. Den caribiske revhaj bliver fanget af fiskere, der tager den på grund af dens kød, men også til læder og leverolie. På det seneste er det dog gået op for mange regeringer, at hajerne er mere værd levende som økoturisme, da de tiltrækker dykkere og turister. På Bahamas og få andre steder bruger man madding for at lokke dem tæt på grupper af dykkere i de kontrolversielle "shark feedings".

Den caribiske revhaj har angrebet få mennesker, men er generelt ikke en haj, mennesker skal frygte.
 
International Union for Conservation of Nature (IUCN) siger, at den caribiske revhaj er truet. Dens antal er faldet omkring Belize og Cuba på grund af overfiskning, og det samme mønster gælder også andre steder. De er også truet på grund af, at koralrevene forsvinder. De er fredet for kommercielt fiskeri i amerikanske farvande og i Bahamas, da de her ved, at de udgør en stor værdi for økoturismen.
 

Facts om caribisk revhaj

Navn: Caribisk revhaj
Engelsk navn: Caribbean reef shark
Videnskabeligt navn: Carcharhinus perezi
Størrelse: Op til 3 meter i længden.
Føde: Revfisk og skaldyr
Hvor findes den : Caribien og vestlige atlanterhav
 

Video med caribiske revhajer




Synes godt om koralrev.dk på Facebook