https: En uges dykning i Dahab - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

En uges dykning i Dahab

28. februar 2010 af Peter Leidersdorff

Endnu en dejlige uge i Dahab, der bød på en masse afslappende og spændende dyk. Fx en napoleonfisk-familie ved Umm Sid, en skildpadde ved Blue Hole og alt for mange dykkere ved The Canyon.
 
Se video nederst fra dykkene.

Efter en times kørsel gennem ørkenen fra Sharm el Sheikh til Dahab var vi endelig fremme som så mange gange før. Vores egyptiske ven Bibo står klar foran den lejlighed, han har booket til os og er ét stort smil. Lejligheden er stor og rummelig med både soveværelse, opholdsstue, køkken og badeværelse - og den koster kun 18 euro i døgnet.

Vi skynder os ned til Bibo's restuarant og får hurtigt hver et glas beduin te i hånden. Kort tid efter dukker vores Divemaster og ven, Milad, op. Han har dårlige nyheder, da han er lovet væk til en spansk gruppe de næste to dage, men forsikrer os om, at vi har ham de efterfølgende 4 dage.
Eel Garden i Dahab

De efterfølgende dage fik vi dykket en enkelt gang med en anden divemaster og så 6 gange med Milad. Desværre blev Sandra syg anden sidste dag, så derfor nåede vi ikke flere dyk.

Følgende steder dykkede vi

Eel Garden
Eel garden ligger en smule nord for gågaden i Dahab, men nås på kun 5 min. med jeep fra Desert Divers. Revtaget går mindst 50 meter ud i vandet, så der er et stykke at gå. Den store attraktion, og deraf navnet, er flere steder med utroligt mange små ål (garden eels), der står op fra sandet. Kommer man for tæt på, så forsvinder de ned i deres hul. Derudover byder Eel Garden på en fantastisk flot skrående koralvæg, der flader mere og mere ud. Korallerne er utroligt flotte og her vrimler med forskellige slags fisk.

Golden Blocks
Golden Blocks ligger syd for Dahab og er et skrående koralrev med store pletter af koraller og enkelte områder med sand. Korallerne er ikke fantastiske og her var ikke specielt meget spændende at se, bortset fra et par muræner, en stor blæksprutte og nogle store tun ude i det blå.

Napoleonfisk ved Umm Sid

Umm Sid

Et af de sydligeste dyk i Dahab-området. Her er der ligesom en kile ind i revtaget, der gør adgangen til stedet meget nem. Vi gik hurtigt ned på 13-14 meter og fortsatte til venstre langs koralvæggen. Korallerne er flotte og især de mange ildkoraller er værd at lægge mærke til. Pludselig dukkede der 4 napoleonfisk op - en lille familie. To meget store 1,5 - 2 meter i længden og to små. De tog sig ikke synderligt meget af os, men kom nu heller ikke ligefrem over for at undersøge os. Vi møder dem igen på vejen tilbage, hvor det virker som om, at de jager sammen. Milad blev enig med os om, at vi næste gang må undersøge de huler og kløfter, der ligger til højre for der, hvor man går i.

Abu Helal

Abu Helal ligger en smule nord for Dahab - lige inden man når Canyon. Dykket er flot, men desværre er her ofte ikke ret mange fisk. Abu Helal kaldes ofte "Little Canyon", da der også her er en kløft i revet. Den starter ved omkring 32 meter og går vist ned på omkring 40-50 meter. Vi var nede ved den, men ikke inde i den. Den ligger et stykke fra hvor man kommer i, så det er et meget seriøst dyk for tekniske dykkere. Det fede ved Abu Helal er, at man ofte er de eneste dykkere.

Lighthouse Reef
(natdyk)
Lighthouse Reef er nok det meste dykkede rev i Dahab. Her tages alle dykkerelever med ud under deres Open Water-uddannelse. Mange bruger også revet som testdyk, inden man tages med til mere spændende rev. Det bruges også i stor omfang af snorklere, da det ligger i den ene ende af Dahab bugten - og faktisk er utroligt flot. Om natten er her heldigvis mere ro. At svømme på 15 meter langs koralvæggen om natten er en fed følelse. Korallerne har åbnet sig og fisk ligger og sover mange steder. Dragefiskene tiltrækkes af lyset fra lygterne og her vrimler med muræner, der er meget aktive om natten. Dykket varede mere end en time og igen blev jeg lidt rørt over, hvor fantastisk men samtidigt lidt uhyggeligt natdykning er. Mørket gør, at man er afslappet, men man er på samme tid også oppe på mærkene.

Bells til Blue Hole
Bells til Blue Hole er uden tvivl mit favoritdyk i Dahab området. Ved The Bells er der en slags skorsten ned igennem revtaget, der gør det muligt at starte sit dyk her. Den skifter mellem at være lukket og åben ud mod det blå, hvilket er ret fedt. Man går direkte ned til 27 meter og befinder sig så direkte på væggen - der efter sigende går mange hundrede meter direkte ned i Aqaba-bugten. I starten er koralvæksten på væggen ikke imponerende - bortset fra et par områder med meget flotte blødkoraller. Koraller ved Blue Hole Dykkene foregår altid ved, at man bevæger sig mod Blue Hole. Desto tættere på man kommer, desto flottere bliver korallerne. På væggen så vi blæksprutter, dragefisk, en stor grouper og selvfølgelig en masse juvelfanebarser. Det er dog vigtigt at holde et ekstra øje med det blå for, her ses tit store dyr. Vi så et par store groupere, et par barracudaer og nogle kæmpe tunfisk. Når man når til Blue Hole, der er adskilt fra havet med "sadlen", svømmer man normalt ind over den og derved ind i Blue Hole. Vi havde dog en del luft tilbage og fortsatte en 6-7 minutter videre langs væggen. Jeg havde inden dykket lovet de andre, at vi så en havskildpadde på dykket - og pludselig en 4-5 meter under os kommer en stor flot havskildpadde, hvilket fik mig til at bruge min tank-banker lige voldsomt nok. Endnu et fedt dyk ved Bells og Blue Hole.

The Canyon
Måske et af de mest kendte dyk i verden. Canyon er en stort kløft i revet og begynder ved 20 meter og går ned til ca. 55-60 meter. Selve kløften er skabt på grund af vulkansk aktivitet for mange år siden. Kløften er hele vejen omkring 10 meter dyb. Desværre vrimlede det med dykkere, da vi besøgte stedet og det var næsten ikke til at komme ud eller ind. Indeni selve kløften var der stort set ikke andet end bobler, sand og dykkere. Mange dykkerskoler bruger Canyon som deres dybdedyk til PADI Advanced Open Water. Selve revet til højre for kløften havde vi mere eller mindre for os selv - og det er faktisk forbløffende flot. Et godt råd: Besøg Canyon tidligt om morgenen!

Video med det bedste fra dykkene