https: Eksotisk dykning på Zanzibar - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Eksotisk dykning på Zanzibar

15. februar 2013 af Peter Leidersdorff

Navnet 'Zanzibar' bliver nok ikke meget mere eksotisk og det får øjeblikkeligt en til at drømme sig langt væk til hvide sandstrande, palmer, turkist vand og spændende kultur. Men hvordan er dykningen omkring denne smukke ø?

Zanzibar ligger i Det Indiske Ocean ud for østkysten af Tanzania. Øen nås enten med lokal færge eller med fly fra fastlandet. På mit seneste besøg til Zanzibar fløj vi derud efter at have været på en spændende safari i Selous i det sydlige Tanzania. Vi boede på den nordlige spids af Zanzibar ved byen Nungwi, der er præget en smule af turisme - med flere hoteller, dykkercentre og nogle ekstremt flotte strande. Efter at have slappet af på stranden i et par dage, stod de efterfølgende tre dage endelig på dykning.

Dykning
Den første dag er mindre god; dårlig sigtbarhed, store bølger, søsyge og ikke meget liv. Allerede den næste dag er det dog langt bedre. Her dykker vi først ved Leven Bank, der ligger helt ubeskyttet langt ude i havet. Her er forholdsvis dybt og en del strøm og vi møder rokker, napoleonfisk og havskildpadder. På vej tilbage møder vi en stor flok delfiner, som vi snorkler med i et par minutter. Dagens sidste dyk ved Magic Reef viser sig at være et fantastisk makrodyk med blandt andet nøgensnegle, krokodillefisk, bladfisk, søheste og tiarmede blæksprutter. Alle vores dyk foregår via båd, da stort set alle dykkerstederne omkring Zanzibar kun kan nås sådan.

Mnemba
Højdepunktet er uden tvivl den sidste dag, hvor vi tager turen til Mnemba-atollen, der ligger på østkysten af Zanzibar. Normalt regnes dykkerstederne omkring denne atol da også som værende de bedste ved Zanzibar. På vej derud møder vi flere flokke af delfiner i det fantastiske blå hav. Ved Mnemba handler det om vægdykning og strømdykning. Strømmen er ikke så voldsom på det første dyk, men på vores andet dyk er den utrolig stærk. Vi bliver flere gange nødt til at holde fast i store sten for ikke at blive ført for langt væk fra gruppen af dykkere.

Ved Mnemba møder vi pilrokker, havskildpadder, tun, napoleonfisk, snappers, dragefisk og muræner - alle iblandt flotte koraller. Pludselig kan vi høre, at der også er delfiner under vandet og de dukker op og svømmer forbi os et par gange. Mellem dykkene bader vi fra båden i det klare vand, der mest af alt minder om en swimmingpool.

Da vi er tilbage på hotellet, får vi øje på en stor pukkelhval, der springer op gennem bølgerne på ydersiden af koralrevet, som omkranser øen. Zanzibar er magisk…

Fakta

 
Flyvetid:
Ca. 12 timer fra København. Ingen direkte fly.
Via Dar es Salaam eller Nairobi
Klima/Vejr:
Altid 25-30 grader.
Regntid fra marts-maj og november-december
Valuta:
Dollars eller Tanzania shillings
Priser: 
Ca. 300 kr. for et dyk
Ca. 100 kr. for et måltid på en god restaurant
Do or don’t do:
Oplev den gamle by Stone Town.
Respektér den muslimske lokalbefolkning og tag fx en t-shirt på, når du går på stranden.
Vaccination:
Hepatitis A, Difteri/Stivkrampe,  gul feber og Malaria-piller