https: At møde havskildpadder - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

At møde havskildpadder

23. december 2007 af Peter Steen Leidersdorff

Siden jeg for flere år siden for alvor begyndte at udforske undervandsverdenen, har jeg drømt om at møde en havskildpadde i naturen. Det lykkedes endelig en eftermiddag på en øde og mennesketom strand på øen Praslin på Seychellerne. Mødet med de mange havskildpadder er en oplevelse, som rangerer blandt de bedste, jeg har haft.
 
Havskildpadder har altid været omgivet af megen mystik. I oldtiden kendte de gamle grækere allerede til de havskildpadder, der lever i Middelhavet, og de første sømænd som vendte hjem langvejs fra kunne berette om havskildpadder fra de store og varme have. Underligt nok har det dog altid været meget småt med indsigt og information om havskildpadders levevis.

I dag ved man, at havskildpadders tilpasning til livet i havet er udtryk for den højeste grad af perfektion. Den strømlinede krop reducerer vandmodstanden til et minimum og dette kombineret med vandets store opdrift, gør det forholdsvis nemt for de tunge, men stærke dyr at komme frem. De kraftige, skovlformede forluffer minder næsten mere om vinger end ben og det er ikke helt forkert at sige, at havskildpadder "flyver" under vandet.

Det meste af livet er en havskildpadde på ensom vandring rundt i oceanerne og observationer fra land er mere undtagelsen end reglen. Hannen bliver på havet for altid. Og hunnen kommer kun på land om natten en enkelt eller nogle få gange om året, hvor hun møjsommeligt kravler op for at lægge sine æg.
 
Mit første møde
Under en rejse til Zanzibar oplever jeg første gang havskildpadder. Ved siden af vores hotel ligger et akvarium, som består af en naturlig lagune, hvori de har fisk og hovedsagligt havskildpadder. Det koster ca. 15 kr. at komme ind og en meget sød ung fyr viser os ned til lagunen. Her får vi lov til at sidde med fødderne i vandet, fodre havskildpadderne og prøve at holde dem. Der er 28 af dem –og en masse store fisk. Den unge fyr fortæller os alt om havskildpadderne og tilbyder os endda at svømme en tur med dem, men desværre har vi ikke vores badetøj med. Flere af skildpadderne her er næsten en meter lange og utroligt flotte. De holdes i fangenskab her indtil de bliver 30 år, hvor de så slippes løs ude i havet. Selve "projektet" med at beskytte havskildpadderne støttes af de lokale i området.
 
Mit "rigtige" møde med havskildpadderne
Efter at have været på Seychellerne en uges tid har jeg stadigvæk ingen havskildpadder set. Det er blevet til lidt landskildpadder hist og her, men ingen i vandet. Jeg har forhørt mig hos lokale om, hvor chancerne skulle være bedst, men de kan ikke rigtigt give noget svar - kun at man skal være heldig for at se dem.
 
Anden dag vi er på øen Praslin beslutter mine forældre, Sandra og jeg (vi skal giftes dagen efter og derfor er begge vores forældrepar med) os for at tage ud til en lille strand, som hedder Anse La Blague. Selve stranden er ikke noget helt vildt efter Seychellerne standard, men det er snorklingen til gengæld. Her er både bølger og meget strøm, så man skal være en nogenlunde svømmer for at komme derud. På min første tur derude ser jeg en stor pigrokke, som ligger på sandbunden, men ellers ikke noget videre spændende.
 
Vi er de eneste, som ligger på stranden og lidt senere op af dagen kommer der pludselig en lokal mand over og siger, at vi skal passe på med at svømme derude, fordi der er kæmpe barracudaer, som kan spise os. Jeg synes dog, at det lyder lidt overdrevet, så jeg får lokket Sandra med ud alligevel - så jeg ikke er alene.
 
Efter en lang svømmetur ud til begyndelsen af koralrevet, ser vi pludselig et eller andet stort længere fremme og Sandra tror selvfølgelig, at det er en pigrokke og går helt i panik (Sandra er en smule nærsynet, når hun ikke har sine briller på). Hun begynder panisk at svømme ind mod stranden igen. Jeg svømmer dog efter hende og får fortalt, at det "bare" var en havskildpadde.

Vi vender om og finder en 1,5 meter stor havskildpadde. Den spiser af tangen/græsset, som vokser på revet og er meget ligeglad med os, så vi kan ligge 1 meter fra den og bare observere. Langsomt går det op for os, at den langt fra er den eneste havskildpadde her. Vi svømmer lidt rundt og ser hurtigt en 6-7 stykker. Alle af forskellig størrelse. Vi ser både "Hawksbill turtles" og "Green turtles". Mange har efterfølgende spurgt, om vi ikke prøvede at tage fat i dem og svømme "rigtigt" sammen med dem. Og nej, det gjorde vi selvfølgelig ikke. Det er noget af det dummeste, man kan gøre. Det stresser dyrene og kan gøre dem aggressive, så nyd dyrene fra afstand.
 
Efter at have svømmet rundt sammen med dem i 20 minutters tid svømmer vi tilbage til stranden og er helt høje, da vi fortæller, at vandet vrimler med havskildpadder. Først tror mine forældre os ikke, men de kan alligevel mærke på os, at vi har oplevet noget spændende, så langsomt tror de på os.
 
Efterfølgende fik jeg lokket min mor med der ud. Heldigvis fandt vi hurtigt en stor havskildpadde, så hun også kunne dele vores begejstring. På denne tur ser vi en 4-5 stykker....
 
Jeg ved godt, at det kan lyde lidt sjovt eller underligt, men at svømme rundt sammen med disse cool og meget flotte dyr, kan grænse til en næsten spirituel oplevelse. Kan næsten ikke vente til jeg forhåbenligt igen møder en havskildpadde.
 
Se også:
Læs mere om havskildpadder
Videoer med havskildpadder