https: Snorkling tur til Mnemba atollen - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Snorkling tur til Mnemba atollen

16. december 2007 af Peter Steen Leidersdorff

Forestil dig en lille ø ud for den eksotiske Zanzibar - med palmer, krid-hvid sandstrand, turkist-blåt vand og koralrev hele vejen rundt. Det er ikke kun forestilling - det er Mnemba.
 
Efter tre dage på Mnarani Beach Cottages lykkedes det mig endelig, at få den tilknyttede 'kaptajn' (det kaldte de ham faktisk) på hotellet til at gennemføre en tur til dykker- og snorkelparadiset Mnemba atollen.
 
Sandra og jeg havde dagen forinden selv forsøgt at nå koralrevet ud fra kysten. Forsøget skete via en to-mands kajak, men var dog ikke videre succesfuldt. Vi padlede derud ved lavvande, hvilket resulterede i, at da vi endelig nåede ud til korallerne, som var omkring 1 km ude fra kysten på dette sted, så kunne man næsten ikke sejle over dem, fordi mange af dem stak op over vandets overflade. Samtidigt rullede der temmeligt store bølger ind fra Det Indiske Ocean. Lidt af en nedtur, da jeg havde glædet mig enormt til at se det eftersigende ret flotte drop-off (rev-kanten, som går næsten lodret ned i dybet - red.). Det endte i stedet med mere eller mindre panik og en kajak fyldt med vand.
 
Nå, men dagen efter kommer vi så afsted mod Mnemba. Med på turen ver, ud over Sandra og jeg, et sydafrikansk ægtepar og deres pige, kaptajnen og en enkelt flink hjælper, som jeg har glemt navnet på. Efter alle er om bord i båden, brøler de to påhængsmotorer og vi drøner afsted op langs kysten mod Mnemba.
 
Efter en times tid er vi endelig ved at nå øen og sikke et syn! En lille smuk atoll, dækket af palmer og en perfekt hvid sandstrand hele vejen rundt. Tankerne ledes til Maldiverne, men det er nu rigtigt nok; Dette er Tanzania. Det bedste ved det hele er dog vandet. Dets turkis-blå farve drager øjnene til sig... det er svært at beskrive - det skal nok opleves.
 
Mens vi langsomt tøffer rundt om øen, dukker der en 10-15 delfiner op i vandet og svømmer meget tæt ved båden. Jeg knokler febrilsk for at få mit snorkel-udstyr på, men desværre kommer der en anden båd til, som også har opdaget de mange delfiner, og skræmmer dem væk. Jeg når ikke i vandet. Øv... jeg kunne ellers godt have svømmet sammen med dem.
 
På den anden side af øen er det endelig tid til at komme i vandet og nyde verdenen under overfladen. Vandet er koldt, men scenariet slår de koralrev, jeg tidligere har set i Thailand - med mange længder. Her er en overflod af hårdkoller, blødkoraller og liv. Her er temmeligt dybt, men man kan ligesom svømme langs nogle flotte rev-kanter, hvor det går langsomt nedad. Utroligt flot! Desværre gør temperaturen, at vi kun kan være i vandet 20-25 minutter.
 
Vi sejler dog over på den anden side af Mnemba bagefter, hvor der er meget lavere. Vi er meget tæt på stranden, og vi får strikse ordrer på ikke at gå op på stranden, da øen er privat. Der ligger et resort på øen - Mnemba Island Resort. Det koster mellem 750-900 $ pr. dag pr. person. Men det ligger godt nok også flot...
 
Her starter koralrevet 25 meter fra stranden og går en 50-75 meter ud af. Her kan man snorkle mellem fantastiske koraller og en masse flotte fisk. De fleste steder kan vi bunde, men vi stiller os selvfølgelig ikke på korallerne. Dette er strengt forbudt, da det kan skade dem meget.
 
Efter denne dukkert sejler vi ind til stranden på Zanzibar og nyder lidt grillet fisk, som de lokale tilbereder, og et par kolde colaer. Lige hvad man trængte til.
 
Mnemba er uden tvivl et besøg værd - selvom man ikke må komme i land (med mindre man har økonomien mere end i orden).
 
P.S. Se nogle flotte undervandsvideoer nedenfor.
 
Flybilletter
Flybillet til Zanzibar kan fås for ca. 7.500 kr. med KLM eller Kenya Airways.

Overnatning
Mnemba Island Resort - www.mnemba-island.com - koster fra 750 - 900 $ pr. person pr. nat

Endagstur
Turen til Mnemba kan fås til ca. 40 $ de fleste steder. Dette inkludere transport og mad/drikke.
 
Video fra Mnemba


Video fra Mnemba