Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Ras Abu Galum -kamelsafari

3. july 2008 af Sandra Leidersdorff

Ras Abu Galum er en beduiner-by, der ligger nord fra Dahab og nås nemmest på kamelryg, da eneste alternativ er et par timers off-road kørsel i ørkenen. Turen derud på kamelryg er en stor oplevelse, da man rider på et smalt stykke med bjerge på den ene side og havet på den anden, hvor man kan se revet helt inde ved kysten.
 
Efter at have dykket et par steder i Dahab, valgte vi at tage med på en såkaldt safaritur ud til Ras Abu Galum. Sammen med Milad, der var vores divemaster gennem hele ugen, og et engelsk par, skulle vi tilbringe natten derude og have fire dyk i alt.
Som nævnt er transportmidlet til Ras Abu Galum en kamel, så efter en halv times køretur ud til The Blue Hole, fik vi hægtet al vores oppakning op på 5-6 kameler og selv kravlet op på ryggen af dem også. Det så ikke ud til at genere kamelerne at skulle slæbe på alt vores udstyr – inklusive alle dykkertankene. Det var tidligt om morgenen, så en times tid på kamelryg var ikke så slemt.

Da vi kom frem, stod der en tom ”hytte” og ventede på os. Det var en traditionel beduinerhytte, som er lavet af træ og med en åben side – ned mod vandet. Her fik vi placeret alle vores ting og gjort vores dykkerudstyr klar til dagens første dyk. Efter lidt traditionel morgenmad, tilberedt af beduinerne, tog vi vores udstyr på og gik ned til vandet. Det første dyk skulle foregå her og hedder også Ras Abu Galum. Det var et utroligt flot sted og det var tydeligt at se, at korallerne er mere uspolerede her, da der ikke er nær så mange, der dykker dette øde sted. Der var også et fantastisk dyreliv og vi var så heldige at se en kæmpe havskildpadde. Det lykkedes os at svømme efter den et stykke og se den på helt tæt hold.

Efter en dejlig frokost dykkede vi endnu en gang. Denne gang var det ved et sted, der hedder Big Rock og som ligger 5 min. kørsel fra beduinerlejren. Også dette sted var utrolig imponerende og vi så den samme havskildpadde endnu en gang.

Resten af dagen brugte vi på at snorkle, hvilket også er udmærket i Ras Abu Galum, sole os, læse en god bog og snakke med hinanden. Der er altså også noget at lave for ikke-dykkere og bare selve turen derud og det af at være i en beduinerlejr er noget af en oplevelse i sig selv. Om aftenen kom det eneste lys fra månen og vores medbragte stearinlys. Beduinerne har nemlig ikke elektricitet. Det var rigtigt hyggeligt og igen fik vi meget lækker mad, som de havde tilberedt til os over åben ild. Natten tilbragte vi under åben himmel midt på stranden, hvor vi lå på en masse hynder og tæpper. Det var virkelig noget af en oplevelse!
 
Vi blev vækket næste morgen kl. 6, da vi havde aftalt at skulle ud på et morgendyk. Med søvn i øjnene og uden at børste tænder, trak vi i vores våddragte og øvrige udstyr, der føltes tungere end nogensinde. Heldigvis skulle vi dykke lige ud for stranden, hvorfor vi blot traskede ned til vandet.
Det kølige vand vækkede hurtigt en og i løbet af ingen tid, glemte man alt om klokken og hvor træt man egentlig var. Det var en speciel oplevelse at være under vandet, inden solen endnu var stået helt op. Vandet omkring en var mørkt og dunkelt og det var i det hele taget et lidt "skummelt" dyk. Vi fik set en masse muræner og en del andre spændende ting.
 
Efter en masse varm te og lidt morgenmad var det tid til turens sidste dyk. Denne gang lidt længere væk end Big Rock ved et sted, der hedder A’maied. Dette dyk var nok det bedste af dem alle sammen. Korallerne var helt fantastiske og farvestrålende og der var bare så utroligt mange fisk. Vi så også en pilrokke, der lå og gemte sig under nogle koraller.
 
Vi pakkede vores ting sammen og fik spist noget frokost, inden vores kameler igen fik al oppakningen hægtet fast og så gik turen samme vej tilbage. Denne gang var det dog en del varmere, da vi red tilbage lige over middag.
 
Da vi kom tilbage til The Blue Hole tilbragte vi et par timer der, hvor vi fik noget koldt at drikke og tog en snorkeltur fra The Bells til The Blue Hole. Herefter ventede en jeep på os, som kørte os tilbage til Dahab. Vi sov utroligt godt den nat, da man var noget udmattet efter to døgn i frisk luft og hele fire dyk. Men det er klart en anbefalelsesværdig tur, der er en kæmpe oplevelse, som byder på fantastisk uspoleret dykning, men bestemt også er turen værd for ikke-dykkere.
 
Se undervandsvideo fra dykket ved A'maied
Se undervandsvideo fra dyk ved Ras Abu Galum
 




Dykkerbogen er en dykkerbog skrevet af dykkere til dykkere. Den indeholder mange spændende kapitler fx om hajer, skildpadder, rokker samt en gennemgang af verdens bedste dykkersteder.