https: Desert Divers i Dahab - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Desert Divers i Dahab

10. februar 2008 af Sandra Leidersdorff

Desert Divers er et beduin-drevet dykkercenter i Dahab. Ud over dykning og fridykning arrangerer de også safari- og kamelture i Sinaiørkenen, samt trekkingture. Stedet er hyggeligt og afslappet, men stadig med et højt niveau af professionalisme og seriøsitet.

Vi havde fundet Desert Divers på nettet i forvejen og fik arrangeret, at vi skulle tage et PADI hos dem, som var vores formål med en uge i Egypten. Ud over det tilbød de at booke hotel til os, og vi fik også tilmeldt os en safaritur i Sinaiørkenen og et intro-kursus i fridykning –en ferie med et stramt program og masser af aktivitet.

Da vi landede i Sharm el Sheikh blev vi hentet af en chauffør fra Desert Divers. Det er altid spændende at se, om man bliver hentet, når man planlægger sådan noget hjemmefra. Men vores chauffør stod der, og havde ikke givet op trods vores forsinkede fly. Han kørte os til Dahab og satte os af ved vores hotel Dolphin Camp. Efter at have fået vores værelse og stilt vores rygsække, begav vi os ud for at finde Desert Divers. Der var heldigvis flere flinke mennesker, der kunne fortælle os, hvor det lå.

Allerede ude fra gaden kunne man se, at dette dykkercenter var forskelligt fra de omkring 50 andre, vi havde stødt på på vejen derhen. Her var mange mennesker og det virkede bare mere professionelt. Det var også det indtryk vi havde fået af stedet gennem mails’ne. Vi havde ikke stået længe for os selv og kigget før end en meget sød kvinde kom ud og spurgte, om det ikke var os fra Danmark –de havde glædet sig til vi kom. Inden længe sad vi begge med en kop beduin-te i hånden og snakkede med Tanis, kvinden der genkendte os. Det er hende, der ejer Desert Divers sammen med hendes mand, Said, der er beduin og startede stedet for ca. 15 år siden. Selv er Tanis fra Canada. Hun var utroligt flink og imødekommende og fortalte os om, hvad der ventede os, samt om Dahab generelt. Inden vi gik, fik vi at vide, at vi skulle mødes der næste morgen med vores dykkerinstruktør kl. 9. En spændende uge lå forud og vi var fulde af forventninger.

… Vores forventninger blev helt klart opfyldt – og mere til endda. Desert Divers viste sig virkelig at være et fantastisk sted. Der er altid mange mennesker, både lokale og turister, og tilsammen virker det som en stor familie. Inden længe er man selv en del af det og det er virkelig trist, når man skal hjem igen. Til hver en tid, er der en, der er klar med en hjælpende hånd, en varm kop te eller bare vil høre om ens dag. Instruktørerne er virkelig professionelle og man føler sig meget tryg ved dem. Hvad enten man skal ud at dykke eller på safari i ørkenen, bliver alle aftaler holdt til punkt og prikke.

Det, der kendetegner Desert Divers, er, at alt bliver taget med en dejlig ro og intet bliver forhastet, men samtidig formår de at holde det på et meget seriøst og professionelt niveau. Det er uden tvivl et sted, jeg vil anbefale til hver en tid og jeg kan ikke vente til jeg skal tilbage dertil –forhåbentligt snart!
 
Læs mere om Desert Divers.
 
Se også:
Fridykning i Dahab
Dahab -dykkerbyen i Sinaiørkenen